fbpx

Denne lille gyser er inspireret af de artikler om og billeder af Fyn Sommerland/Fyn Fun Park, der siden forlystelsesparkens lukning fra tid til anden er dukket op i medierne. Nu er det blevet til en bog.

Historien fortælles af bogens hovedperson, Mikkel på tolv år. Første kapitel begynder således:

Det lå nogle kilometer uden for byen bag en række høje nåletræer på et fladt, øde område. Det forladte tivoli.

Engang for længe siden havde stedet været en forlystelsespark, der hver sommer blev besøgt af glade mennesker fra nær og fjern. Karrusellerne snurrede, og gyngerne svingede lystigt frem og tilbage.

Men så lukkede det pludseligt fra den ene dag til den anden, og det åbnede aldrig igen.

Mange år senere flyttede jeg sammen med min familie til byen i løbet af sommeren. Efter ferien begyndte jeg på byens eneste skole.

Sidst på efteråret arbejdede vi i dansktimerne med den nordiske folketro. Elverpiger, alfer, trolde, varulve, lygtemænd, nisser og en hel masse andre sære væsner og grumme genfærd. Ret spændende, syntes jeg.

Dødkedeligt!” sagde Jens og himlede med øjnene. ” Næ, du. Det forladte tivoli. Det er sgu spændende!”

Ole og Klaus nikkede.

Jeg sagde ikke noget. Mine forældre havde forbudt mig at tage derud. Det var et farligt sted at færdes.

Jens lod en hånd glide hen over det korte, mørke hår. Så drejede han hovedet og betragtede mig køligt.

Har du aldrig været der, Mikkel?”

Jeg skubbede brillerne på plads. Så rystede jeg på hovedet.

Vi mødes derude klokken halv fire i eftermiddag.”

Ole og Klaus nikkede. Sådan var det bare, når Jens sagde noget.

Jeg nikkede ikke. Men sagde heller ikke nej. Mine forældre var tit bekymrede på mine vegne. Måske var det faktisk et spændende sted. Og så farligt kunne det vel heller ikke være?

Mikkel beslutter at tage derud. Det skulle han måske ikke have gjort…

Bogen, Det forladte tivoli udkommer senere på året på det århusianske forlag, Dreamlitt.

Forfatterpræsentation

Karsten S. Mogensen. Født 1954 i Århus. Bosat i Højbjerg. Uddannet lærer. Forfatter og illustrator.

Har skrevet og/eller illustreret mere end 100 bøger i forskellige genrer, heraf over 60 børnebøger.

Genrerne er ofte krimi, spænding og gys. Flere af bøgerne for børn er oversat til bl.a. Svensk, tysk og engelsk.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere