Kun en kort køretur fra Odense gemmer der sig et af Fyns mest spændende naturområder. I Tarup-Davinde er tidligere grusgrave forvandlet til et grønt landskab med klare badesøer, kuperede bakker og stier, der indbyder til både afslapning og aktive oplevelser.
Det omkring 400 hektar store naturområde er et populært udflugtsmål året rundt, men især om sommeren lokker de klare søer og de naturskønne omgivelser mange besøgende til.
Fra industri til natur
Det kan være svært at forestille sig, at Tarup-Davinde engang var præget af gravemaskiner og råstofudvinding. I mere end 100 år blev der hentet grus, sand og sten i området, som blandt andet blev brugt til veje og byggerier.
Da gravningen ophørte, efterlod den et kuperet landskab med dybe udgravninger. Med tiden er de blevet fyldt med vand, og naturen har langsomt taget området tilbage. I dag er søerne, bakkerne og de næringsfattige enge levested for et rigt dyre- og planteliv, hvor blandt andet sommerfugle, natsværmere, fugle og padder trives.
Badning, vandreture og oplevelser for hele familien
Der er masser at opleve, uanset om du er til en rolig gåtur eller en aktiv dag i naturen.
Den 18 kilometer lange Tarup-Davinde Sti fører dig gennem det varierede landskab, men der findes også kortere ruter omkring søerne. Området byder desuden på bilfri stier, MTB-spor, ridestier, hundeskov og mulighed for lystfiskeri i udvalgte søer.
På varme sommerdage er badesøerne blandt de største attraktioner. Du kan tage en dukkert i Davinde Sø, Lille Ibjerg Sø eller Troels Sø. Ved Lille Ibjerg Sø finder du både sandstrand, badebro og en åben svømmebane.
Besøgende bør dog være opmærksomme på, at søerne bliver dybe allerede tæt på bredden.

Et godt sted at starte turen
Vil du have det bedste udgangspunkt for dit besøg, kan du begynde ved Det Fælles Mødested. Den tidligere landejendom fra 1928 fungerer i dag som områdets samlingspunkt med naturlaboratorium, fortællerum, varmestue, toiletter, udekøkken, bålpladser og information om området.
Her kan du holde en pause, lave mad over bål eller planlægge dagens tur. Faciliteterne er åbne for alle, og området fungerer efter princippet om, at gæsterne deler pladsen med hinanden.
Tarup-Davinde er et oplagt bud på en sommerudflugt, hvis du vil opleve en helt anden side af naturen tæt på Odense, hvor menneskeskabte grusgrave er blevet til et levende landskab fyldt med rekreative muligheder.
MitOdense – det, der samler os