Signe Wenneberg visualiserer fremtidens have
Humlehave, kålgårde, køkkenhave, prydhave, præstegårdshave vi har dem alle i Den Fynske Landsby. Men hvordan ser ”Fremtidens Have” ud? Lørdag 14. august får vi besøg af havebogsforfatter og blogger Signe Wenneberg, der vil holde to miniforedrag i Præstegårdshaven kl. 11.30 og 13.00. Signe vil tale om ”Fremtidens have”, og hvordan man kan gøre den mere brugbar både i forhold til madvarer og biodiversitet. Signe medbringer også et udvalg af sine havebøger og egenproducerede botaniske gin til salg på dagen.
Havevandring med faglighed
Med lørdagens fokus på haver skal vi selvfølgelig også besøge Landsbyens mange både smukke og nyttige haver. Overinspektør Lise Gerda Knudsen byder på havevandringer kl. 12.30 og 14.00 Mød også Landsbyens bi-holdere, der fortæller om bier og honningproduktion. Gæsterne kan blive klogere på dyrkning af hør og den efterfølgende forarbejdning til garn og vævning af hør-stof
Bondeidyl og bæredygtighed
Under temaet ‘Bondeidyl og bæredygtighed – Den Fynske landsby genbruger fortiden’ har vi i jubilæumsåret valgt at se på hvordan, vi kan genbruge dele af fortiden i fremtiden. Signe Wenneberg er den tredje i rækken af foredragsholdere med inspiration til, hvordan de arbejder med bæredygtighed, genbrug og lokale råvarer.
I pagt med naturen
I Landsbyen fortæller vi om en tid, hvor man levede helt anderledes i pagt med naturen, end vi gør i dag. Det var ikke, fordi man tænkte grønt og bæredygtigt, var økolog eller idealist – det var bare den eneste mulighed, der var. Vi ønsker os ikke tilbage til 1800-tallets levevis, men vi vil gerne – sammen med vores gæster – se nærmere på, om fortiden måske alligevel gemmer på inspiration til, hvordan vi kan leve vores liv på en mere holdbar måde nu og i fremtiden. Det gør vi disse tre lørdage, hvor vi bl.a. har inviteret nogle inspirerende mennesker til at komme og fortælle om.
MitOdense – det, der samler os
