Turister og lokale på Fyn elsker genbrug. Og det er især udstyr til sommerhyggen, der får dem til lommerne lige nu. Tendensen mærkes tydeligt i Folkekirkens Nødhjælps butik i Faaborg.

I disse uger slår mange et smut forbi den lokale genbrugsbutik, når sommerhuset skal gøres klar, og haven indtages igen. 

Det viser en ny opgørelse fra Folkekirkens Nødhjælp Genbrug. Her har organisationen analyseret salget i ti af de vigtigste såkaldte sommerbutikker, som ligger tæt på nogle af landets største sommerhusområder. 

Og tendensen er tydelig: Salget af tallerkener, glas og andet service stiger med hele 52 procent om sommeren sammenlignet med vintermånederne. 

Det billede genkender Bente Madsen, der er butiksleder for Folkekirkens Nødhjælp i Faaborg, ganske udmærket.  

Om sommeren må vi lægge de sociale hyggeaktiviteter på hylden – der er ikke tid til strikketøj og kaffesnak. Jeg er selv 76 år, og flere af mine kollegaer er på den anden side af de firs, så til sidst på sådan en dag hænger vi med neglene i kasseapparatet!

Bente Madsen

En særlig kundekategori lægger ofte vejen forbi af i disse måneder: 

Når de mandlige lystsejlere har holdt fest, og det er gået lidt for vildt for sig, kommer de ind dagen derpå efter nye øl-, vin- og snapseglas. Dem har vi også.

Bente Madsen

Brætspil til regnvejrsdage og lange sommeraftener 

En anden stensikker sommer-sællert er brætspil. På tværs af sommerbutikkerne stiger salget af spil med 27 procent om sommeren. 

Når det regner, og børnene er sure, er det oplagt at købe et billigt brætspil med hjem. Alle brikkerne skal jo være der: Hvis der er 1.000 brikker i et puslespil, og vi kun tæller  999, er der ikke andet at gøre end at tælle dem om igen.

Bente Madsen

Faktisk er butikken i Faaborg nødt til at få ekstra frivillige ind i disse måneder, hvis opgave det er at gennemgå spillene og sikre, at de er komplette og klar, når lystbådene lægger til i havnen. 

Overkuddet fra Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker går til at hjælpe mennesker i krige og katastrofer.

Folkekirkens Nødhjælps sommerbutikker 

  • De ti sommerbutikker fra undersøgelsen er: Asnæs, Fåborg, Grenaa, Nykøbing Falster, Løkken, Rudkøbing, Kalundborg, Lemvig, Læsø og Tønder. 

5 tips til at gøre sommerhus og have klar med genbrug 

1. Drop det ensartede – mix dit service 
Genbrugsglas og tallerkener i forskellige farver og former skaber personlighed og ægte sommerstemning. 

2. Skab sommer på få minutter med tekstiler 
En dug, puder og et tæppe kan hurtigt ændre stemningen – både ude og inde. 

3. Giv havemøbler nyt liv 
Brugte havemøbler kan ofte forvandles med en slibning og lidt maling, så de får nyt liv og personlighed. 

4. Køb det, der samler mennesker 
Spil, fade og bakker er blandt de mest populære sommerfund og danner ramme om hygge og gode fælles oplevelser. 

5. Overvej genbrug, før du køber nyt 
Meget af det, vi mangler til sommeren, findes allerede i genbrugsbutikkerne – og kan sagtens bruges igen. 

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere