Nu tager Tinderbox hul på programmet for den elektroniske Magicbox-scene med seks navne, der spænder fra debuterende stjerneskud til glædelige gensyn.

Tinderbox offentliggjorde i oktober de første 11 artister til musikprogrammet for den 10. udgave af Odense-festivalen, der finder sted den 25. til 27. juni 2026.

Tinderbox’ elektroniske scene bliver endnu en gang et trækplaster for fans af elektronisk musik til sommer. Med dagens seks udvalgte, internationale navne viser festivalen, hvordan Magicbox-programmet kombinerer debutanter, der tager publikum med på nye oplevelser, med kunstnere, der vender tilbage og leverer endnu flere store øjeblikke.

Boris Brejcha er kendt for sin high-tech minimal-stil og den karakteristiske maske. Den tyske DJ har spillet på store festivaler verden over, og hans debut på Magicbox bliver et visuelt og musikalsk indslag, hvor han bringer sin egen stil til scenen. En anden debutant, nemlig den britiske duo CamelPhat, består af Dave Whelan og Mike Di Scala, står bag hits som “Cola” og ”Breathe” og har siden dannelsen i midt-00’erne etableret sig som en sværvægter indenfor melodisk house.

Miss Monique vender tilbage til Magicbox efter sin debut i 2024. Den ukrainske DJ og producer driver Siona Records og har de seneste år bidt sig fast i toppen af den elektroniske scene som en af de største kvindelige producere inden for melodisk techno. Magicbox-publikummet får endnu et glædeligt gensyn i den storsmilende tyske DJ og producer Marten Hørger, der har arbejdet med navne som David Guetta, Dillon Francis og Sonny Fodera og kombinerer house, bass og techno i sine sets.

Agents Of Time fra Italien har for alvor markeret sig som en del af den nye italienske techno-bølge. Duoen har udgivet på ikoniske Afterlife, samarbejdet med Armin van Buuren og blandt andet udgivet et officielt remix af Swedish House Mafias “Wait So Long”.

DJ og producer Ely Oaks bor i Berlin, har østrigske rødder og italienske aner. Han har senest hittet med numre som “Running Around” og “Borderline” og er en af de største DJ’s på TikTok i Tyskland med svimlende 878 millioner følgere.

Vi er glade for at kunne præsentere en stærk første bølge af navne til Magicbox 2026. Det er en blanding af debutanter og kendte navne, der udfordrer og udvider publikums musikalske horisont, samtidig med at de leverer oplevelser fyldt med energi og fællesskab på dansegulvet. Med den her bølge af navne sætter vi tonen for sommeren på Magicbox og de elektroniske oplevelser i Tusindårsskoven i 2026.

Booker Peter Kjær.

Med de første seks navne står det klart, at Magicbox igen i 2026 bliver et samlingspunkt for elektronisk musik i Danmark. Festivalens gæster kan se frem til tre dage med musik, energi og dans, hvor både etablerede og nyslåede stjerner lægger vejen forbi Odense.

Billetter sælges via tinderbox.dk/billetter.

Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.

De foreløbigt offentliggjorte artister til Tinderbox 2026 er:

Agents Of Time

APHACA

Berg

Blaue Blume

Boris Brejcha

CamelPhat

Dogstar (US)

Ely Oaks

Jamiroquai (UK)

Jonah Blacksmith

Marten Hørger

Miss Monique

Pitbull (US)

Rasmus Seebach

The Offspring (US)

Thomas Helmig

White Lies (UK)

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere