Onsdag den 8. oktober 2025 inviterer Tornbjerg Gymnasium til en kulturaften med fuldt fokus på dansk rap. Fra kl. 19 til 21 kan publikum opleve både livekoncerter, talks og kulinariske smagsprøver – og arrangementet er åbent for alle, også dem der ikke går på skolen.

På scenen står de lokale talenter Haziz og Prompte, der begge har rødder i UngOdense og Ungdomscenter Højstrup. Senere indtager den anerkendte R&B- og hiphop-artist Faza salen – en artist, der allerede har spillet på både VEGA og SPOT Festival og nærmer sig to millioner streams på Spotify.

Aftenen byder også på en talk under overskriften ”Forskellige perspektiver på raplyrikken”. Her kan publikum bl.a. møde ph.d. Troels Obbekjær, tidligere Tornbjerg-elev, som i 2024 forsvarede sin afhandling ”Protest og pral: Blokken i dansk raplyrik”. Panelet tæller desuden gymnasielærer Henrik B. Thomsen, UngOdense-pædagog Mark Rushton og artisten Haziz.

Mellem musik og samtaler kan gæsterne gå på opdagelse i konceptet ”Smag på Tornbjerg”. Her præsenterer eleverne mere end ti forskellige madstande, der afspejler gymnasiets kulturelle og etniske mangfoldighed – i perfekt samspil med rapmusikkens ånd.

Program for aftenen

18.30: Dørene åbnes

19.00: Velkomst

19.05-19.30: Liveoptrædener ved Haziz og Prompte

19.35-20.15: Talk: ”Forskellige perspektiver på raplyrikken”

20.15-20.35: Pause: ”Smag på Tornbjerg” (kulinariske madstande)

20.35-20.55: Liveoptræden ved Faza

20.55-21.00: Afslutning

Arrangementet er gratis at deltage i og afholdes i samarbejde med UngOdense, med støtte fra Odense Kommune og Tinderbox musikfestival.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere