Når PostNord Danmark Rundt til august triller hen over det ganske land, bliver det endnu engang med en fynsk etape på vejen. Denne gang med en etapestart på Langeland, hvor cykling på flere måder spiller en central rolle i 2026.
150 cykelryttere iklædt farvestrålende lycra ledsaget af masser af stemning med hujende publikum, klappepølser, konkurrencer og følgebiler. Det bliver virkelighed på torvet i Rudkøbing lørdag den 1. august, hvor fjerde etape af PostNord Danmark Rundt skydes i gang.
Det professionelle cykelløb bliver langt fra det eneste tidspunkt i år, hvor der sættes spot på Langeland som cykeldestination. Den rekreative cykling, hvor hr. og fru Danmark eller børnefamilier tager på cykeltur, har nemlig også høj prioritet, og Langeland har flere gange markeret sig på landkortet, når det handler om cykling og cykelturisme. En meget stor del af Herregårdsruten slynger sig over øen, og her i foråret bliver Langeland det første sted, hvor skiltene til Danmarks nye rekreative cykelnet slås i jorden.
Noget af det helt særlige ved cykelvejene på Langeland er, at de nærmest er fri for biltrafik. Så når vi som de første i landet får skiltet det rekreative cykelnet, vil helt almindelige cyklister og motionister i det daglige kunne få næsten samme uforstyrrede oplevelse som PostNord-rytterne, når de udforsker Langeland på cykel.
MitOdense – det, der samler os