Bellinge Fælled i udkanten af Odense bliver et nyt boligområde til. Det samme sker ved Markhaven i Odense SV
Visionen for hele området, Bellinge Fælled, er ifølge Civica at skabe et moderne børnevenligt boligområde beliggende i et naturskønt område med skoler og fritidstilbud, indkøbsmuligheder og offentlig transport med buslinje direkte til Odense centrum.
De 43 rækkehuse opføres ifølge Odense Kommune i 2 plan med en gennemsnitsstørrelse på 104 kvm.
Civicas boliger bygges med vægt på kvalitet og æstetik og indbyder beboerne og deres gæster til fælles oplevelser. Byggeriet skal holde i rigtig mange år. Det er tænkt sammen med terrænet og understøtter naturen og biodiversiteten i området.
Civica regner med, at nye beboere kan flytte ind fra marts 2022. De 43 nye boliger indgår som en del af de 1.000 erstatningsboliger, der bygges til gengæld for de 1.000 boliger, der rives ned i Vollsmose. Civica blev tildelt det 13.100 kvm store areal, da det vil blive Civica, der skal nedrive flest boliger i Vollsmose, og dermed får brug for at bygge flest nye erstatningsboliger. I samme område bygger Arbejdernes Boligforening 40 nye seniorboliger.
Ved Markhaven i Odense SV bygger Civica 57 familie og senior-boliger på en 610.000 kvm grund. De 57 almene boliger og et fælleshus på i alt 5.120 kvm bliver 36-38 familieboliger, 18-20 seniorboliger. Boligerne bliver fra 70-110 kvm store.
Civica forventer, at byggeriet kan gå i gang i 2021, så boligerne er klar til indflytning i 2022.
Boligerne er en del af de op til 1.000 nye almene boliger, Odense byråd har besluttet at opføre frem mod 2029.
MitOdense – det, der samler os