Flere odenseanere har de seneste dage oplevet kraftig kløe, udslæt og irritation, efter at egeprocessionsspinderen igen har gjort sit indtog i byen. De mikroskopiske brandhår fra larverne kan spredes med vinden og give gener, selv hvis man ikke rører ved larverne.
Hos Albani Apotek opfordrer man derfor til ekstra forsigtighed og deler en række gode råd til, hvordan du undgår problemer, og hvad du skal gøre, hvis du bliver ramt.
Hold afstand til larver og reder
Den vigtigste anbefaling er at holde god afstand til både larver, reder og områder omkring angrebne egetræer. Brandhårene kan nemlig hvirvles rundt af vinden og sætte sig på hud, tøj og i øjnene.
Du bør aldrig røre ved hverken levende eller døde larver eller gamle reder.
Har du været i et område med egeprocessionsspindere, anbefales det at vaske både hud og tøj grundigt. Tøj bør vaskes ved mindst 60 grader.
Symptomer du skal være opmærksom på
Kontakt med larvens brandhår kan blandt andet give:
- Kløende og rødt udslæt.
- Svie og irritation i øjnene.
- Hoste, ondt i halsen eller vejrtrækningsbesvær.
- I sjældne tilfælde en alvorlig allergisk reaktion.
Hvis du får kraftige symptomer eller oplever åndenød, bør du straks søge lægehjælp.
Sådan kan generne lindres
Hvis du har været i kontakt med brandhårene, anbefaler apoteket, at du først skyller huden med vand og derefter vasker forsigtigt med sæbe.
Undgå at klø, da det kan presse flere brandhår ned i huden. Kløe kan i mange tilfælde lindres med antihistamin og eventuelt en mild hydrokortisoncreme. Ved øjenkontakt bør øjnene skylles grundigt med rigeligt vand.
Odense Kommune fortsætter indsatsen
Odense Kommune fortsætter samtidig bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen. Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel skyldes de mange aktuelle tilfælde sandsynligvis den seneste tids varme og blæst, som har spredt larvernes brandhår.
Odense Kommune har allerede indsat flere virksomheder til at fjerne reder og bekæmpe larverne, særligt i områder med mange mennesker som skoler og daginstitutioner. Samtidig opfordres borgerne til at anmelde fund af larver og reder på kommunale arealer og lade professionelle stå for bekæmpelsen
Ser du egeprocessionsspindere, er rådet derfor klart: Hold afstand, undgå kontakt og lad kommunen tage sig af problemet.
MitOdense – det, der samler os