Der er aftener i Odense, hvor byen dufter af druer i glas. Tirsdag aften, den 3. marts, blev GASA på Middelfartvej forvandlet til en vinøs Europarejse.

Af Anne Sofie Petersen / Odenseguide

Gæsterne indfandt sig drypvist. Nogle på cykel, andre blev sat af med en kærlig afsked: “Ha’ en rigtig god aften, jeg henter!” Der var også mange i egen bil. De skulle spytte, ikke drikke. Vinfestivalen favner både de garvede kendere og de nysgerrige novicer. Vi var selv på cykel.

Festivalen var arrangeret af H.J. Hansen Vin og Theis Vine, som havde samlet over 40 leverandører og mere end 300 vine. Alt var inkluderet i billetten – fri smagning og et Riedel-smageglas til at tage med hjem. Og skulle man falde pladask for en flaske eller to, kunne man krydse af i sit udleverede “vinkort” og bestille til senere afhentning.

Vi startede – og sluttede – med champagne

Vi startede med en rosé champagne, skabt ved at blande kvalitets hvid- og rødvin, en metode der kun er tilladt i Champagne-distriktet. Det blev en god begyndelse på en hyggelig, smagfuld og lærerig aften

Portugisisk hvid portvin fra Porto

Fra boblerne bevægede vi os mod sydligere himmelstrøg. Med portugisisk charme fik vi serveret en hvid 10 års portvin fra Porto. Det var en portvin, der fik os begge til at ønske os en tur til Portugal.

En italiensk kærlighedshistorie i glasset

Egentligt drages jeg mod Syditalien, særligt de vulkanske vine fra Etnas og Vesuvs skråninger. Min veninde hælder mere til Norditalien, som også var stærkest repræsenteret på messen, af italienerne.

Vores første italienske stop blev Toscana. Og minsandten om ikke den toscanske vinproducent også havde en siciliansk vin i sortimentet. Historien? Ejeren forelskede sig for år tilbage i en siciliansk skønhed. Hun overtalte ham til at investere i en vingård ved Siracusa/Noto, omgivet af avocado, appelsiner og citroner. Forholdet gik itu, men kærligheden til jorden bestod.

Resultatet er en vin på Nero d’Avola, Siciliens signaturdrue. Den traditionelt tunge, mørke stil var her tæmmet og elegant. Vi smagte naturligvis også husets Chianti på Sangiovese. Norditalien versus Syditalien i samme hus. Fantastico.

I Piemonte blev vores glas elegant skyllet i Barolo, før vi fik serveret flere økologiske udgaver af den ædle vin. Andre steder blev vores glas skyllet i vand, men ikke hos Barolo-producenten.

Og så Sicilien igen. Denne gang direkte til Etnas sydvestlige skråninger i 1000 meters højde. Mineralitet, friskhed og vulkansk nerve. Lige mig.
Vi skålede med hinanden, cin cin! og jeg tror at min minsandten, at min veninde fik øjnene op for et nyt vinområde.

Et tysk “Wunderwerk”

Aftenens største oplevelse kom imidlertid fra Rheinhessen nær Mannheim. Et økologisk vinhus præsenterede en Riesling inspireret af Champagnes Grand Cuvée-princip. Normalt er vi ikke til tyske vine. Men nysgerrigheden vandt. Og vi blev ikke skuffede.

Vi smagte også husets Chardonnay, en drue, der har været tilladt at dyrke i Tyskland siden 1990 og i stigende grad vinder terræn grundet det varmere klima. Men det var Rieslingen, der stjal scenen og vandt vores hjerter.

Mens vi talte med vores nye vinven, kom to andre gæster hen og bad om endnu et glas af hans Riesling. De var som os, faldt pladask for Wunderwerk-vinen. Et perfekt navn til aftenens topscorer.

Aftenens sidste glas blev en champagne. En anbefaling fra andre gæster. Det var absolut den perfekte afrunding på en hyggelig aften. At begynde og slutte med champagne er ganske enkelt at gøre det med stil.

For både nysgerrige og nørder

Det var vores første gang på en vinfestival, og vi havde været spændte på aftenens forløb. Vi havde en dejlig aften! Man behøver ikke kunne remse druesorter op for at være med. Festivalen er for nybegyndere, såvel som for indkøbere og entusiaster, der kan diskutere tanninstruktur.

Vinfestivalen på GASA viste, at Odense ikke kun dufter af brunsviger. Byen kan også dufte af Champagne, Barolo, vulkansk Sicilien – og ikke mindst tysk Riesling. Og så var der naturligvis også de mange andre vine, som vi ikke nåede at smage denne gang.

Vi cyklede hjem, en smule klogere, glade efter en hyggelig aften.
Og med glassene i tasken.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere