Vi ankommer til Posten i Odense med den dér sitrende forventning i kroppen, som kun opstår, når noget er udsolgt, og man ved, at man er en del af noget, der ikke kan gentages helt på samme måde igen.
Af Michael Køge
Vi skynder os op til det smilende personale og får skænket en iskold fadøl. Den første slurk lander som et grønt flag i maven: Nu er vi i gang.
Allerede her bider jeg mærke i en detalje. En stor skærm viser hele koncerten live. Lyden er selvfølgelig ikke som inde i salen, men for dem, der ikke rager helt op i himlen, er det en gave. Flere benyttede sig af det. En slags demokratisk koncertoplevelse, hvor selv de laveste blandt os kan følge med uden at stirre ind i ryggen på en to meter høj fyr med hat.
Når det hele bare spiller
Da vi træder ind i den udsolgte sal, er luften tæt af forventning. Folk står skulder ved skulder. Snakken summer. Så går hun på. Mumle.
Mumle sætter i gang, og det er tydeligt, at hun har glædet sig. En veloplagt sønderjyde på første aften af en udsolgt forårstour, og hun giver den fuld gas fra første tone. Taknemmeligheden for fansene bliver nævnt flere gange, og det virker ikke indstuderet. Det føles ægte. Som om hun står og kigger ud på os og tænker: Det her er mit øjeblik, og I er grunden.
Når hun ikke taler til os, synger hun. Og når hun synger, synger vi med. Hele salen. Posten steppede op. Fællessang fra start til slut. Der er noget særligt ved at stå i et rum, hvor hundredevis af stemmer finder samme toneart, selvom de normalt kun synger i bilen eller i badet.
Selvom der er proppet, er det stadig muligt at komme i baren og få hurtig betjening. Det er en detalje, men det betyder noget. Logistik er den usynlige helt til koncerter.
Hvem slap en prut?
Og så er der det med koncertgængere. Hvorfor er der altid én, der beslutter sig for at slippe en prut i en tætpakket menneskemængde? Det er som en uskreven tradition. Vi tog det med. Det hører vel til. Koncerter er ikke kun lyd og lys, de er også lugt og latter.
Efter sidste nummer og et brag af en afslutning bevæger vi os mod merchboden. Det skulle vi måske have gjort før koncerten. Køen er lang og bevæger sig i tempo som en søndagstur gennem Munke Mose. Men forklaringen viser sig hurtigt: Mumle giver autografer efter showet. Hun skal lige fragtes op til boden.
Vi venter. Og det er det værd.
Vi får en autograf, får sagt tak for en skøn koncert og træder derefter ud i de odenseanske aftentimer med en følelse af at have været en del af noget, der sitrer lidt endnu i kroppen.
En udsolgt sal. En taknemmelig kunstner. En by, der sang med.
MitOdense – det, der samler os