fbpx
H.C. Andersen Julemarkedet vender tilbage under nyt navn

H.C. Andersen Julemarkedet vender tilbage under nyt navn

Det bliver trods alt jul i år, selvom der har været mange rygter om at julestemningen blev sparet væk

Det bliver folkene bag den kendte SPIS! Odense Food Festival, som skal drive H.C. Andersen Julemarkedet i de kommende tre år. Aftalen er underskrevet, og dermed kan odenseanerne – og alle andre – fortsat glæde sig til hyggelige weekender fyldt med nostalgi og julestemning.

Da Odense Kommune besluttede at lave en række omprioriteringer, som blandt andet flyttede midler fra kulturen til andre velfærdsområder, blev det også vedtaget, at Sankthans på Engen, Torsdagskoncerterne i Kongens Have samt H.C. Andersen Julemarkedet fremover skulle drives af eksterne aktører.

I mere end 15 år har det store, populære julemarked i Odense budt på gløgg, klejner, håndværk, aktiviteter og vaskeægte julestemning, hvilket tiltrækker mere end 50.000 gæster fra ind- og udland. Nu kan vi – og alle andre – glæde os over, at julemarkedet fortsætter i de kommende tre år i det nye navn Eventyrligt Julemarked, fordi Odense Kommune med en navneændring har ønsket at signalere, at markedet nu er på nye hænder.

I april blev det offentliggjort, at Sankthans på Engen skal afvikles af NL Pro Event, mens Torsdagskoncerten bliver lagt i hænderne på Odense Live Fonden – og nu er aftalen omkring Julemarkedet også faldet på plads.

Fremover bliver det holdet bag SPIS! Odense Food Festival, som får overdraget opgaven.

Vi har brug for noget at samles om, og det kan kulturelle arrangementer som vores store julemarked sikre. Her er vi sammen om hyggen og oplevelsen, og det kan vi ikke undvære. Derfor er jeg utrolig glad for, at en stærk, lokal aktør som SPIS! Odense Food Festival har lyst til at fortsætte traditionen. Nu kan vi se frem til at nyde julestemningen i de kommende år, og jeg er sikker på, at odenseanerne glæder sig sammen med mig.

Borgmester, Peter Rahbæk Juel

Aftalen med de nye ansvarlige for Eventyrligt Julemarked gælder foreløbigt for tre år, og der medfølger et kommunalt tilskud på 700.000 kroner i 2020 og 500.000 kroner i 2021 og 2022.

Vi glæder os helt vildt til at lave et eventyrligt julemarked i Odense, hvor lækre madboder, lokale kulturaktører, kunstoplevelser og små events danner rammen om to hyggelige december-weekender. Jeg har altid været gæst ved Julemarkedet med min egen familie, og det er en stor ære og fornøjelse at være med til at skabe noget så stort og positivt i byen, for det er virkelig, hvad et samlende og inkluderende julemarked med fri entré er.

Tine Gudrun Petersen, direktør, SPIS! Odense Food Festival.

MitOdense – det, der samler os

Back to Top