Thomas Visti, nøglefigur bag to af Danmarks største robotsucceser, MiR og Universal Robots, åbner et unikt kontorfællesskab i Odense.
Visti Unlimited har plads til, at innovative målrettede iværksættere og andre vækstorienterede virksomhedsejere kan få huse. Rammerne er en større palæagtig erhvervsejendom på knap 3000 kvadratmeter på Helgavej 26 i centrum af Odense. Ejendommen kan samlet set rumme 100 arbejdspladser, skriver ByensEjendom.dk.
Der er blandt andet indgået et samarbejde med den amerikanske techgigant, TERADYNE, ejeren af MiR og Universal Robots. Med en omsætning på godt 15 milliarder kr. i 2019 er Teradyne globalt førende inden for cobots og automatiseret testudstyr.
Det er min drøm at skabe et fedt fællesskab for en masse passionerede, ambitiøse og modige mennesker, som er på vej til at nå deres drømme. Jeg tror på, at mine erfaringer, min viden og mine kompetencer vil kunne bidrage til at hjælpe andre mennesker på deres vej til succes. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at jeg naturligvis holder øjne og ører åbne for at finde flere interessante investeringsemner
Thomas Visti, ejer af og formand for Visti Unlimited.
Thomas Visti valgte i sommeren 2020 at træde ud af MiR, hvor han siden 2014 har været admnistrerende direktør i Danmarks hurtigst voksende robotvirksomhed.
Anne Mejdal er ansat som administrerende direktør af det nye virksomhedsfællesskab. Hun er forretningsudvikler med en fortid som chef for digital forretningsudvikling i Jysk Fynske Medier, kommerciel direktør i reklamebranchen og senest med egen konsulentvirksomhed.
For virksomheder uden for adressen Helgavej 26, Odense, bliver der også adgang til en række events og aktiviteter i huset. Der bliver afholdt en åbningsreception for Visti Unlimited den 11. september 2020.
MitOdense – det, der samler os