Et nyopdaget kort fra 1718 har sat gang i en ganske særlig debat blandt fynboer. Da det historiske kort blev offentliggjort, var der nemlig mange, der straks lagde mærke til navnet Brunsvig og begyndte at spekulere på, om det kunne være beviset på, at den fynske brunsviger stammer herfra.
Men hvis du håbede på et endegyldigt svar i den mangeårige diskussion om brunsvigerens oprindelse, må du desværre vente lidt endnu.
Ifølge Museum Odense beviser kortet nemlig ikke, at den populære kage er opfundet på Fyn.
Navnet Brunsvig, som findes sydøst for Vissenbjerg, var allerede kendt fra historiske kilder flere hundrede år tilbage. Det var navnet på en lille enkeltgård, der var opkaldt efter den tyske by Braunschweig. På den tid var tyske gårdnavne som Leipzig, Nyrnberg og Vittenberg heller ikke usædvanlige i området.
Dermed kan det historiske kort ikke bruges som bevis for brunsvigerens fødested, selv om mange havde håbet på det.
Unikt kort fundet i Norge
Selve kortet er dog et opsigtsvækkende fund.
Det hidtil ukendte kort fra 1718 er dukket op på Nasjonalbiblioteket i Norge og har skabt stor begejstring hos Museum Odense. Kortet viser det daværende fynske rytterdistrikt, som dækkede et stort område omkring og vest for Odense.
Forskerne vurderer, at det sandsynligvis er det ældst bevarede samlede kort over et dansk rytterdistrikt.

Samtidig afslører kortet en lang række detaljer, som ikke tidligere har været kendt. Blandt andet viser det små bebyggelser og stednavne, bakker og mulige gravhøje samt landskabet omkring Odense, før landboreformerne ændrede området markant.
Hvordan kortet er havnet i Norge, ved ingen endnu. Det skal nu undersøges nærmere, ligesom forskerne vil dykke dybere ned i de mange historiske oplysninger.
Én ting står dog allerede klart: Det 300 år gamle kort har skabt masser af interesse. Bare ikke det endelige bevis på, at brunsvigeren er en ægte fynsk opfindelse.
MitOdense – det, der samler os