En af de største bolighandler i Odense i flere år er netop gennemført. En stor boligportefølje på Filosofhaven i Odense C er blevet solgt for et trecifret millionbeløb.

Handlen omfatter 125 boligenheder fordelt på mere end 9.000 kvadratmeter i flere ejendomme på Filosofhaven. Ifølge ejendomsmæglerne bag salget er der tale om den største enkeltstående boligtransaktion i Odense i de seneste år. Salget er formidlet af Nordicals i Odense.

Ejendommene ligger på adresserne Filosofhaven 2 m.fl. og Filosofhaven 26 m.fl. midt i byen. Ifølge Jens H. Mårtensen fra Nordicals Fyn er der tale om en portefølje, som sjældent ses på markedet.

Filosofhaven-porteføljen repræsenterer en volumen og kvalitet, der sjældent ses i markedet. Velholdte investeringsejendomme i den ældre boligmasse er et meget eftertragtet segment i Odense – men de kommer sjældent til salg i denne størrelsesorden.

Jens H. Mårtensen, Nordicals Fyn

Porteføljen blev udbudt off-market, og interessen fra investorer var stor.

Ejendommen på Filosofhaven 26 m.fl. er opdelt i 96 ejerlejligheder, mens Filosofhaven 2 m.fl. består af 29 boliger samt ét erhvervslejemål.

Sampension sælger – køber er anonym

Sælger er pensionsselskabet Sampension, som har haft ejendommene i porteføljen i mange år. Køberen ønsker foreløbig at være anonym.

For Sampension handler ejendomsinvesteringer om langsigtet værdiskabelse, hvor vi nogle gange tilpasser vores portefølje, så den passer til den strategi vi ønsker. Salget er gennemført diskret og effektivt på relativt kort tid.

Martin Rauhe Pedersen, Sampension

Investorer vender tilbage til Odense

Handlen er også et tegn på, at investorer igen kigger mod boligmarkedet i Odense.

Efterspørgslen er enorm inden for hele boligsegmentet – uanset om vi taler projektejendomme, tæt-lav eller velbeliggende rødstensejendomme. Lejeniveauerne i Odense stiger, tomgangen er lav, og udbuddet af ejendomme til salg er begrænset.

Morten Rasmussen, Nordicals Fyn

Hos Nordicals forventer man derfor, at 2026 kan byde på flere større ejendomshandler i Odense og på Fyn, efter en periode hvor mange investorer har været mere afventende.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere