Bowlingklubben Brasilias unge talenter leverede en imponerende præstation ved UDM i Køge – med guld, sølv, bronze og en helt særlig hæder til en 12-årig odenseaner.
Der var både jubel, tårer og stolthed, da Bowlingklubben Brasilias ungdomsafdeling i weekenden deltog i Ungdoms-DM i bowling i Køge Bowlingcenter. De odenseanske bowlere rejste hjem med intet mindre end syv medaljer – og kronen på værket blev kåringen af årets fairplay-spiller i Danmark.
12-årig odenseaner vinder guld – og hjerter
I U15 drenge sikrede Louis Zhou sig guldmedaljen i single og sølv i double. En bemærkelsesværdig bedrift, der gentager succesen fra 2025, hvor han som U12-vinder også tog sølv i double.
Men medaljerne var ikke det eneste, Louis tog med sig hjem. I en alder af blot 12 år blev han kåret som årets fairplay-spiller 2025 – en hæder, der gives på baggrund af indstillinger fra bowlingklubber i hele landet og på tværs af alle ungdomsrækker.
Louis har efter hans sejr dedikeret denne til et nært familiemedlem, som desværre var indblandet i ulykken nytårsnat i Schweiz. Louis’ forældre var til begravelse i weekenden, men Louis ønskede selv at blive hjemme og deltage i UDM for at se, om han kunne vinde og tilegne sejren til ham.
Søren Aahman, ungdomsleder, Bowlingklubben Brasilia.
Medaljer i lange baner til Odense
Succesen stoppede langt fra ved Louis. I U15 drenge tog Svavar Steinn Gudjonsson bronze i single, mens Kristoffer Panduro sikrede bronze i double sammen med endnu en odenseansk bowler, Jonas Kilde Petersen fra bowlingklubben SMUT.
Hos pigerne blev det til sølv i U15 for Alexandra Erla Gudjonsdottir, mens Monica Watz i U18 sikrede bronze – både individuelt og i double – præcis som i 2025.

Stolthed i klubben
Hos Bowlingklubben Brasilia er begejstringen stor over de unges indsats.
Vi er enormt stolte af vores ungdomsbowlere, som lægger stor energi og interesse i at dygtiggøre sig. Det er fantastisk at se, at deres store arbejde bærer frugt.
Søren Aahman, ungdomsleder, Bowlingklubben Brasilia.

Mød de unge stjerner i Odense
Har du lyst til at opleve de dygtige ungdomsbowlere på nært hold, er der en oplagt mulighed lige om hjørnet.
Sportslørdagen den 17. januar 2026
Odense Bowlinghal & Simgolf Center
Gratis bowling kl. 13–17
De unge atleter fra Brasilia vil være på banerne mellem kl. 14 og 15, hvor man både kan få en snak – eller udfordre dem til en dyst.
MitOdense – det, der samler os